søndag den 23. december 2012

Julehilsen


Kjære bloglæsere, hermed mine julehjerteligste hilsener i anledning af højtiden.

mandag den 3. december 2012

Det afmægtige menneskeliv


I vor kultur har vi svært ved at forholde os til afmagten. Overalt er der fokus på magt. Det moderne menneske skal kunne magte sit liv i alle ender og kanter. Vi forsøger alle "af al vor magt" at holde fokus på, og honorere de krav, vi selv og livet stiller til os. Ofte krav som vi slet ikke magter. Og når vi når vor magtgrænse, når "læsset vælter," så kommer angsten, fortvivlelsen og frygten. For vi accepterer ikke magtesløsheden, tør ikke være i angsten. Og i fortvivlelsen over ikke at kunne se en vej ud, skal de ubehagelige tanker og følelser fjernes, dulmes, eller også forsøger man at fjerne sig selv fra trængslerne.
Afmagten er allestedsnærværende i et menneskeliv, men vi viger udenom den, taler ikke om den, accepterer den ikke, lærer ikke at håndtere den, men frister ofte et liv, hvor vi udmærket fornemmer dens eksistens, men forsøger at undgå al kontakt med den, om så vi balancerer på en knivsæg. Skam, skyld og angst bliver magtesløshedens tro væbnere, men det kunne være meget anderledes, hvis vi i vor kultur fik et helt nyt syn på, hvad der er i menneskets magt, og hvad der ikke er. Og ikke mindst hvordan vi lever med og i den magtesløshed som altid vil være en del af livet. 

Kærlig hilsen Arne

Den store illusion


"TV er en lille kulørt galskab, som man ude i hverdagen har vænnet sig til at tro har med virkeligheden at gøre, skønt den fragmenterer den til underholdning."
(Brostrøm)


søndag den 2. december 2012

Positiv psykologi er ikke altid lykken


"Den positive psykologi kommer til kort i livets store spørgsmål. Der er grænser for vores udfoldelse, hvilket kan være meget angstfremkaldende at forholde sig til. Men det er jo uundgåeligt og bare et faktum, at vi er dødelige, og at der er grænser for vores formåen. Men grænser er slet ikke en dårlig ting set i et psykologisk perspektiv. Tværtimod repræsenterer de en orienteringssans i vores tilværelse, som vi risikerer at miste, hvis vi bilder os ind, at vi ved at styre vores tanker kan styre verden på nærmest guddommelig vis."

Læs mere om faldgruberne i den positive psykologi her: http://bit.ly/Vjbpey



søndag den 25. november 2012

En kontrabas bliver til


At fremstille en kontrabas er et ædelt gammelt håndværk. Se blot denne dejlige video.

Musik fra mobiltelefon til stereoanlæg i bil og stue


Har været ked af, ikke at kunne nyde al den musik jeg har på min Nokia Lumia 900, igennem bilens højttalere og på mit kraftfulde stereoanlæg hjemme i stuen. Har nu fundet en forrygende gadget der muliggør dette: "Jabra Cruiser 2". Bluetooth in-car speakerphone, der ud over at fungere som håndfrit sæt til telefonen, også har indbygget FM-sender, der trådløst transmitterer al min musik, mine podcasts, mine egne optagelser, mine streams, mine telefonsamtaler, ja alt lyd direkte fra telefonen til radioens FM 88,1 MHz og ud gennem bilens eller hjemmets højttalere. Og det kører bare helt automatisk, ingen opsætninger overhovedet, udover at sætte mobiltelefonens Bluetooth-funktion på ON. Jabra Cruiser 2 har samme fysiske størrelse som Nokia Lumia 900, og har indbygget batteri som lades op med nøjagtig samme USB-kabel som telefonen. I bilen klipser jeg Jabra'en på f.eks. solskærmen, hjemme i stuen lægger jeg den blot ovenpå min reciever, og så er der hul igennem til musikken. Lydkvaliteten er i top. Den fås på nettet til under 500,- kr. - jeg købte den i EL-Giganten til 599,- kr.
Læs om denne uundværlige gadget her:  http://bit.ly/TnQ7ZQ

tirsdag den 20. november 2012

Filosofiske stunder


Så blev det sidste forelæsning i dette år på Københavns Universitet, som jo er rykket ind på det gamle kommunehospital som "City Campus." Det har været en spændende forelæsningsrække i filosofi om metafysikken og læren om de første principper. Lektor mag.art. Poul Lübcke har været en sand fornøjelse at lytte til. 
I dag slutter vi af med spørgsmålet om personlig identitet og hvad der gør at et menneske er unikt. :-)

tirsdag den 13. november 2012

Velfærdssamfund....???




Tak til Knud Romer for at sætte fokus og skarpe ord på, hvor uværdigt de ældres sidste dage kan være. Tiden er kommet til, at vi skal overveje om det vi kalder et "velfærdssamfund" overhovedet er værdigt og værdifuldt. Vi skulle skamme os!

torsdag den 8. november 2012

Efterårsfarver og -fredfylde


En dejlig tilbagelænet sang til dagen med Eric Clapton...

søndag den 28. oktober 2012

Den gamle tidsregning...


Søvnigt slår jeg øjnene op denne søndag morgen - eller er det mon nat endnu ?
Gennem persiennens sprækker skimter jeg, at det stadig er mørkt udenfor. Jamen var det ikke i nat, at tiden skulle gå i stå ?
Virkeligheden begynder at gå op for én. Du er for tidligt på den. Lige så umærkeligt er du kommet på forkant med udviklingen.

Uha....det må der gøres noget ved !
Det gælder jo om, at være til stede i nuet, følge 'tidens trend'.
Den er så småt ved at dæmre - urene !

Og så denne søndags svære valg: de ristede morgenboller, kaffen og de blødkogte æg - eller urene først ?
Et hurtigt kig på vækkeuret afgør sagen. Kaffen først medens det endnu er morgen på ihvertfald vores ure. Indtagelsen af dagens første og vigtigste måltid bør foregå, inden viserne og de digitale cifre flyttes over den markering der fortæller, at døgnets anden halvdel er igang.

Efter kaffen og det sprøde brød så til årets andet livtag med visere, brugsanvisninger, knapper og taster, og de batterier som traditionen tro ligeså godt kan skiftes nu, når tidsmaskinerne alligevel skal ned.

Og nu er det så om at huske ikke at glemme at huske dem alle !
13 stykker blev det vist til, for i tidens ånd optræder ure jo i utallige forklædninger, og gemmer sig ofte som grundlæggende funktionsmekanismer i alskens husholdningsudstyr. Heldigvis indretter nogle af klokkerne dog sig selv efter de vedtagne normer.

Havemøblerne blev stillet tilbage i forgårs, så i dag er det kun tælleværkerne der skal i vinterhi.

Til marts venter så endnu en søndag, hvor det hele atter skal føres frem fra den 'rigtige', den 'originale' tid, som er bestemt af stjerners og planeters vandring i det tidsubegrænsede verdensalt.

Kærlig vinterhilsen
Arne 

lørdag den 27. oktober 2012

Bass-radio på nettet


Radiostation på nettet med musik for akustisk og elektrisk bas:   www.bassonthebroadband.com

torsdag den 6. september 2012

Reportager fra Herlev Festuge 2012



Så er seneste udgave af Herlev Bladet netop kommet på gaden med dejlige billeder, reportager og artikler fra Herlev Festuge 2012. Selvfølgelig også fra de arrangementer som jeg stod for, nemlig Herlev Pop Club og Veteranknallerttræffet. Sidstnævnte endda med flere helsides artikler i både selve Herlev Bladet og i bladets motortillæg.

Avisen og motortillægget kan læses på nettet, hvor de også kan downloades som pdf-filer:
Herlev Bladet: http://www.e-pages.dk/herlevbladet/250/
Herlev Bladets motortillæg: http://www.e-pages.dk/herlevbladet/249/


torsdag den 30. august 2012

En forrygende fest...


En kæmpestor tak til "Wagners Disko Show" og til de fantastiske bands "Lotus" og "Abbey Road Jam". Tak til Ole K for dejlige billeder. Tak til de som gav en hånd med, tak til de rigtig mange "knallerister" der lagde vejen forbi på deres skjønne gamle to-taktere. Tusind tak til Højstensgård for de nostalgiske rammer. Og ikke mindst en mega stor tak til alle jer vidunderlige mennesker der dukkede op og gjorde denne onsdag aften i Herlev Pop Club til en forrygende fest.   - You made the show...! -

fredag den 24. august 2012

DU KAN STADIG NÅ AT FÅ BILLETTER...!

Til en hyggelig aften med god musik og sjove gensyn i det nostalgiske hjørne.
Wagners Disko Show, to livebands: Abbey Road Jam og Lotus. Billedshow med fotos fra dengang i Herlev i 60'erne, veteranknallerter og ikke mindst mødet med alle dem, du kender fra Herlev.

Det koster kun 50 kroner at komme med til arrangementet 'Herlev Pop Club' onsdag den 29. august.
- Billetter købes på Herlev Bladet i åbningstiden mod kontant betaling -


Læs mere her: http://bit.ly/MmdRat


torsdag den 23. august 2012

Veteranknallerttræf i Herlev

Lyden af en god gammeldaws to-takter er sød musik i manges ører..!
Onsdag aften den 29. august vil Herlev ikke blot genlyde af 2-T, men også dufte af lyseblå røg fra en masse dejlige gamle mopeder. Kom og lyt med, og indsnus atmosfæren...!


Se ruten her: http://bit.ly/MO8eDz

fredag den 17. august 2012

Dansk pigtråd 50 år...!


GALLAKONCERT FOR DANSK PIGTRÅD 50 år
Det er danske rock’n roll pionerer, der står på scenen i Falconer Salen på Fredriksberg

Medvirkende:
Cliffters m/ Johnny Reimar
Rocking Ghosts
Hitmakers
Keld (Heick) & Donkeys
Lollipops
Rock Nalle
Lions
Sir Henry & His Butlers
Red Squares
Baronets

Konferencier:
Jørgen de Mylius

Arrangør:
ICO Concerts. Koncertarrangør Arne Worsøe startede også i branchen for 50 år siden, da han lancerede Bendix Music.


mandag den 13. august 2012

Lyra Musik


Var i dag et smut inde ad Klausdalsbrovej for at handle lidt musikgrej. Jeg stod og manglede et stativ til min nye kontrabas, og tænkte på om mon ikke gode gamle Bræmer i "Lyra" skulle ligge inde med et sådant. "Lyra Musik" ligger på hjørnet af Klausdalsbrovej og Buddinge Hovedgade, og her har indehaveren Bræmer haft sin musikforretning siden starten i 1962, altså i 50 samfulde år. Rigtig mange af os rødder, der begyndte at spille rockmusik da Beatles og Rolling Stones viste vejen, handlede noget af vores første musikgrej hos Lyra. Og når grejet skulle skiftes ud til noget nyere, smartere og bedre lagde vi ikke sjældent vejen omkring "Lyra" for at høre hvad Bræmer ville give for det gamle. 
Når der skulle handles "seriøst gear" var det dog de Københavnske musikforretninger der handledes i. Her har jeg også købt det meste og det bedste grej. En del hos Larsson og Arne i Supersound på HC Ørstedsvej. Jeg købte min elbas hos Aage Jensen, og et par andre elbasser og guitarer hos Hagstöm på Åboulevarden. Min første Marshall 100 rørtop hos Jac Jørgensen i Købmagergade, lidt højttalere og andet grej hos Apollon på Strandvejen, og et tidligt baskabinet oppe hos Hartvig på førstesalen i Studiestræde.
Lyra var vel sådan set en slags genbrugsbutik når det gjaldt "rigtigt" gear, men en OK-butik til alle småtterierne som mundharper, ledninger, stativer og brugtgrej.
Når man træder ind i Lyra Musik her mere end en menneskealder senere, ligner alt sig selv. Musikinstrumenterne og forstærkerne der står til salg er for manges vedkommende nøjagtig de samme som vi spillede på i 60'erne og 70'erne. Jeg tror sågar tæpperne på gulvene stadig er de samme, og støvet på hylderne og i krogene ligeledes. Bræmer ligner sig selv på en prik, øjensynligt helt gået fri af tidens tand, stadig storsmilende og god for en let og munter sludder.
Og selvfølgelig havde han et vaskeægte König & Meyer-stativ, endda til en pris langt under hvad jeg skulle have givet et andet sted. Så vi fik både handlet og snakket og grint.
Da jeg således drog hjemad med min nyerhvervelse, slog det mig, hvor fantastisk dejligt det er, at der i denne hastigt omskiftelige verden, stadig findes små unikke tidslommer, som er upåvirkelige af tidens jag. Små butikker, hvor man er tilbage i en hel anden verden i det øjeblik man træder ind over dørtærsklen. Tilbage i sin egen barndom og ungdom, tilbage i en tid før verden gik af lave. De hænger ikke på træerne disse små oaser, de gør ikke noget væsen af sig, ja de er faktisk overordentlig svære at støve op. Men en sådan er stadig at finde den dag i dag på Klausdalsbrovej 82.

lørdag den 11. august 2012

Virtuos in spe


En længe næret drøm er i dag realiseret. Er hun ikke dejlig..?

lørdag den 4. august 2012

Punkteret myte...!


Også køretøjer af ædelt blod må sande, at tabes pusten, må man bide i græsset og vente en omgang. Resterne af slidbanen fra venstre bagdæk anes yderst til højre i billedet.
Knipset lørdag aften i rabatten på Ring4 ved Sortemosevej i Herlev.

torsdag den 2. august 2012

Oprah og Marianne...

Hvor er det vidunderligt, når man en morgen som denne kigger sine FB-notifikationer igennem og støder på et link som dette, der rykker i sjælen med en uvurderlig glæde.
Tak til Bente Ness fra Norge.
Giv dig selv den gave, at se denne TV-udsendelse med Oprah Winfrey og Marianne Williamson hvor de kommer omkring de eksistentielle indsigter i et "Et Kursus I Mirakler."

Se TV-interview: http://bit.ly/MlctuE

tirsdag den 31. juli 2012

GYS - dette her er heeelt vildt...!


Jeg har set en hel del videoer på nettet der har trigget min højdeskræk, men den her er nok en af de vildeste, på den fede måde. Jeg får det dårligt af, at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis de var faldet ned men de må få et ekstremt adrenalin kick af deres spring og linedans!
Det er fra Kjerag højt over Lysefjorden i Norge.
Spol evt. 2 minutter frem, hvis du er lige så utålmodig som mig – og SE DEN I FULDSKÆRM..!

mandag den 30. juli 2012

Så skal der festes i Herlev...!

(klik for stort billede)

Den 29. august er der POP CLUB i Herlev...!
Billetter kan købes på Herlev Bladet fra 1. august.

lørdag den 14. juli 2012

fredag den 13. juli 2012

Made in Sweden..!


Her er lidt for bilnørderne, især de, der ligesom jeg, kastede deres kærlighed på svensk kvalitet i 60'erne. Denne en-ejers Volvo P 1800 har nu tilbagelagt intet mindre end 5 millioner kilometer...! Den nu 70-årige amerikanske skolelærer Irv Gordon købte bilen i 1966 og har kørt i den hver eneste dag siden. Motoren er stadig den samme, omend den er hovedrepareret 2 gange i sin 46 årige levetid.
Se mere her: http://aol.it/RQySOM

mandag den 2. juli 2012

Boliger i Ørestad


Boligblokke som de tager sig ud en sommerdag som i dag i Ørestaden. Byggeriet ligger mellem Københavns Universitet og DR-byen. Et område der huser mange arkitektoniske perler. 

 - Sendt fra min Windows Phone -

lørdag den 30. juni 2012

Toner fra en svunden tid...


Et af mine teenageårs skønne musiknumre som var gledet helt ud af min hukommelse indtil en Facebook-ven bragte det ind i mit liv igen. Jeg kunne "sjæle" helt ud til Andy's stemme i denne kærligt omfavnende sang, når jeg sad med øret klistret til højttaleren i vores lille Herofon Petite radio.

torsdag den 28. juni 2012

Farlig ferieøkonomi med nye smartphones...?


Ferietiden står for døren, og danskerne kører bilen udenlands eller stiger på flyene til solrige himmelstrøg. De af os som har købt en ny Nokia Windows telefon er dog ilde stedt, når det gælder opretholdelsen af mobilforbindelsen til hjemlandet og mobilsamtalerne med hinanden på ferien. For disse Windows-"smartphones" er ikke udstyret med noget så basalt som en log-funktion hvor man kan se sit data- og samtaleforbrug, og derfor risikerer man at komme hjem til tårnhøje mobilregninger når ferien er slut. En løsning kan selvfølgelig være at undlade at bruge telefonen i ferien, men er det mon lige derfor vi har punget mange tusinde kroner ud til en ny mobiltelefon...?
De tidligere Nokia-modeller har haft indbygget forbrugs-log så man kunne holde øje med sit forbrug. Så derfor er vi sikkert tusinder af Nokia-kunder der har købt ny telefon i klar forvisning om, at en sådan selvfølgelighed da også var indbygget i Nokias nye Windows-telefoner. Der står intet i den (fattige) dokumentation der medfølger telefonerne om, at denne elementære funktion ikke findes i Lumiaer'ne, og ej heller tele-butikkernes elskværdige ekspedienter er øjensynligt vidende om denne mangel i Windows-telefonerne.
Det rumsterer pt. i underskoven, at man er på vej med en "DataSmart" funktion i WP8 som er næste generation af telefonerne, men er det ikke lidt sent - jeg mener hvor længe har WindowsPhone-systemet dog ikke været på markedet..?

God og varsom mobilsommer...!

lørdag den 23. juni 2012

Vi elsker vort land...


Vi nød en smuk og stemningsfuld Sankt Hansaften, med heksefrit bål på Furesøens spejlblanke vover. Mens midsommervisen på den gode gamle melodi tonede fra hundreder af struber ud i sommernattens stille kølighed, rakte de knitrende flammer mod himlen. Danmark dejligst...

fredag den 22. juni 2012

Herlev Pop Club anno 2012



Så kan I godt så småt begynde at kridte danseskoene...!!!
Herlev Festuge disker i år op med et vakseægte 60'er POP-bal. En fest som dengang Herlevs ungdom iført rullekravebluser og lårkorte kjoler dansede twist til pigtråden og dånede over idolerne. 
Det bliver en forrygende fest i Højstensgård med god gammel popmusik leveret af ingen ringere end Herlevs berømte "Wagners Disko Show", og af de fabelagtige pigtrådsorkestre "LOTUS" og "19-39-59". Der vil hele aftenen også blive vist billeder fra Herlev i årene, hvor drengene fik Beatles-frisurer, og pigerne blev kysset i smug til stille sjælere på de dunkle dansegulve.
Prikken over i'et bliver, når en række veteranknallertklubber i løbet aftenen kommer kørende og viser os deres flotte gamle mopeder.
Sæt kryds i din kalender allerede nu, så du kan være med til en festlig aften i "HERLEV POP CLUB" onsdag den 29. august.


Mere om dette og de øvrige arrangementer i forbindelse med Herlev Festuge 21012 vil blive offentliggjort i det trykte festugeprogram og i Herlev Bladet, og vil liggeledes kunne ses her i løbet kort tid:

torsdag den 21. juni 2012

Lystes engel


Godmorgen til jer alle.
I østen er solen stegen op for flere timer siden og har så sandelig spredt guld på den skyfri herlevske himmel. Og det bliver den ved med mange timer endnu, for i dag er det er årets længste dag. Solen vil stå allerhøjest på Herlev-himlen kl. 13.12. Lad os glæde os over at være givet denne smukke sommerdag, for det er samtidig sommersolhverv, og fra i morgen bliver dagene alt kortere frem mod jul. Må I alle nyde dagen efter bedste evne...

onsdag den 20. juni 2012

Signe in concert...


Datteren min gav koncert med DRD-bandet COPENHAGEN DEAF i lørdags i "Krudthuset" i København. Her med en af hendes egne kompositioner fra koncerten. Det er Signe med guitar i front.
Se flere videoer fra koncerten her på min Youtube-kanal: youtube.com/arnejaco

tirsdag den 19. juni 2012

Sommervise



Sommervise  

Af Thøger Larsen

Du danske Sommer, jeg elsker dig,
skønt du saa ofte har sveget mig.
Snart kolde Farver i Sky og Vand,
snart nøgne Piger ved hver en Strand.
Mer, mer, mer
jeg dog dig elsker, hver Gang du ler.


Du er i Sindet jo lunefuld,
dog Hjertet inderst er pure Guld,
et Eventyr er dit glade Navn,
og Blomster lyser ud af din Favn.
Korn, Korn, Korn
i Drømme gror under Maanens Horn.


Naar dine Bølger mod Bredden gik,
beruset blaa som Gudinders Blik,
en Ungdom jubled din Lovsang ud,
kun klædt i Solskin og brunet Hud.
Ned, ned, ned
til Daab i Glemsel og Evighed!


Og naar du strakte med aabent Sind
de lyse Nætter i Himlen ind,
imens det dufted af Hyld og Hø,
vi bad: Lad Drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak!
Vort Hjerte svulmed af Tro og Tak.


Og stundom ud af din fulde Glød
sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød,
og Tordenlatter og Tordenregn
din Trolddom spændte fra Egn til Egn.
Vild, vild, vild
er, skønne Sommer, din Kraft og Ild.


Du danske Sommer, min Hilsen tag,
du lyse Nat og du lyse Dag!
Gaar tit du kold over Landet hen,
jeg ved, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja,
jeg ved, dit Hjerte er Guld endda.



Først trykt i Politiken 12/8-1923 som „Sommer i Danmark. En Vise.“

onsdag den 13. juni 2012

Flyv fugl, flyv...


Netop hjemvendt fra en dejlig sommerudflugt med 109 gode pensionerede lærerkolleger fra Ballerup. Sejltur med Bådfarten på en spejlblank Furesø og efterfølgende frokost i "Den Gamle Have" højt hævet over Mølleåen ved Frederiksdal. Kaffe og iskage og fællessang akkompagneret af det forrygende lærerorkester "Rumlepotten." En skøn dag i sommergrønne Dannevang...

tirsdag den 12. juni 2012

Ny hjemmeside...!


Så har jeg kreeret en spritny hjemmeside - nyt design og nye muligheder.
Min private hjemmeside arnejaco.dk har som primære formål, at være en side hvorfra man kan komme til alle mine øvrige sider på internettet. Her er korte omtaler af mine andre websteder, og links til disse så man nemt kan klikke sig videre til de sider man vil besøge. Lidt øvrigt indhold er der dog også på hjemmesiden, bl.a. kan du læse lidt om mig, og du finder også et hjørne med en lang række citater som jeg sætter stor pris på.
Kig forbi min hjemmeside, som du altid finder på:  arnejaco.dk

tirsdag den 5. juni 2012

Grundlovsdag i Farum



Var traditionen tro til grundlovsfest i den smukke præstegårdshave i Farum. Billedkunstneren Per Arnoldi holdt en grundlovstale med vid og bid, og bagefter gik højgravide Kira Skov med band på scenen. Jeg fik lige lynskudt et par numre med helt vidunderlige Kira og hendes fantastiske musikere.
Kira Skov spiller her numrene "You Let Me Down" af Al Dubin/Harry Warren, og "Am I Mad" af Kira Skov. Begge numre er at finde på Kiras album "Memories Of Days Gone By" fra 2011.

Find mere om KIRA på Myspace: Klik her

- og på Facebook: Klik her

Find Farum Kirke her: Klik her

lørdag den 2. juni 2012

Signe på plakaten...


Datteren min giver koncert med grupppen COPENHAGEN DEAF

fredag den 11. maj 2012

Bilbrand i Brede


I fredags skulle jeg og en snes gode kolleger med fagforeningen på rundvisning i Brede Værk. Mens vi stod på parkeringspladsen og ventede på at alle dukkede op, lød der pludselig et højt hult drøn, og der væltede pludselig tyk blå røg op af motorrummet på en af de parkerede biler. Et øjeblik efter stod der meterhøje flammer op. En vaks person hentede en pulverslukker i sin bil, og med den lykkedes det at få slukket branden inden der gik ild i benzinen som løb ud under motoren og ned på asfalten. Falck dukkede op en halv snes minutter efter med to brandslukningskøretøjer, hvoraf det ene var en stigebil..! Brandfolkene hælder her sugesand på benzinpølen. Heldigvis skete der ikke føreren af BMW'en noget, han var netop nået ud af bilen og var ved at lukke døren, da køretøjet røg i luften. Begivenhedsrig start på besøget.....

torsdag den 10. maj 2012

At vove...!



 - og at håbe man ikke mister fodfæstet for en stund...!


In 1901 blev det åbenlyst, at arbejderne på vandkraftværkerne "Chorro" og "Gaitanejo" i Spanien havde brug for en sti på bjergsiden, så de kunne krydse vandfaldene og komme fra det ene kraftværk til det andet, når der skulle transporteres materialer, og når kanalerne skulle inspiceres og vedligeholdes. Konstruktionen af bjergstien tog fire år og afsluttedes i 1905. I 1921 krydsede Kong Alfonso XIII bjergvejen ved indvielsen af dæmningen "Conde del Guadalhorce" og hermed blev stien kendt under sit nuværende navn "El Camino del Rey" (Kongens Sti).

 Klik på linket herunder og se på kortet hvor den ligger.

torsdag den 3. maj 2012

Sjældent krigsfly bjerget...


Sjældent tysk bombefly fra 2. verdenskrig fundet på lavt vand i Vesterhavet. Det meget avancerede fly, som der kun findes et enkelt bevaret eksemplar af i hele verden, er blevet bjerget og vil blive placeret på et dansk flymuseum.

Læs mere om flyet her: http://bit.ly/InuuTs

tirsdag den 1. maj 2012

Snøvsens 1. maj


Det er 1. maj, og vores ven "Snøvsen" som er en vrangbøg der holder til i Lille Hareskov, ikke så langt fra Bryggeri Skovlyst, er så småt ved at få lysegrønt hår. Hvis du vil besøge ham, så kan du klikke på linket herunder og se hvor i skoven han står.


Langt de fleste bøgetræer gror lige efter bog’en. Men det er ikke alle, der kan finde ud af det. Nogle vokser forkert. De kaldes vrangbøge. Det er som om disse træer har byttet om på op og ned. Hvis det kunne være præcis som de ønskede, sad rødderne øverst og fik sol, mens kronen var skjult under jorden. Men som alle andre træer, begynder vrangbøgen sit liv med at slå rod. Derfor bliver væksten en evig higen efter den omvendte verden. Træet kan finde på at vende undersiden af sine blade opad, og sådan er det forkert på den hele livet igennem. Det er noget flip; Hvor alle andre træer får krone, bliver det plat for vrangbøgen. Se hvordan vrangbøgen her fra start har forsøgt at slå knuder på sig selv. Det er som om træet har højdeskræk og vægrer sig ved sin egen vækst. Som om det barker bagud og kun vrangvilligt følger naturlovene. Det er noget arveligt i vrangbøgens gener. En variant i træets dna, som tynger træet. Det er forklaringen på træets ulyst til alt andet end tyngdekraften. Men det er ikke hele forklaringen. For engang imellem ses en vrangbøg sætte et nyt skud, der skyder i vejret og ikke følger den ellers rodfæstede negative livsstil.
(ovenstående er fra 24.dk af Kenneth Wilson)

Jamen...?


"Der er altid arbejde til dem som vil arbejde" (Niels Hausgaard)

"Den socialdemokratiske top og regeringen har overtaget den samme udbudsøkonomiske teori, som den tidligere regering abonnerede på. Denne teori har den noget særprægede opfattelse, at hvis man blot hæver arbejdsudbuddet – det vil sige hæver det teoretiske antal mennesker, som står til rådighed for arbejdsmarkedet – så kommer der, vupti, tilsvarende flere i arbejde.

...... Det er ikke tilfældigt, at den internationale menneskeretserklæring fastslår, at »enhver har ret til arbejde«. Den er som bekendt fra 1948, da 1930’ernes massearbejdsløshed og dens katastrofale konsekvenser med fascisme og krig stadig stod i tydelig erindring.Arbejdsløshed har alle dage været en svøbe for den brede befolkning. Derfor bør det være en socialdemokratisk regerings vigtigste opgave at sikre alle mennesker et arbejde."

 Læs hele artiklen fra dagens udgave af Politiken her:  http://bit.ly/IRIvsw

En rask dreng


Klik på billedet og læs...!

søndag den 29. april 2012

I tankernes vold


Menneskene lever typisk i tankernes verden. 
(kilde: Eckhart Tolle.dk) 

Vi har det med at leve i den verden som vi selv skaber i vores tanker. For det enkelte menneske opleves denne verden som værende ægte, mest af alt fordi vi er blevet “programmeret” til det. Programmeringen består af den menneskelige arv, samt alt det vores opvækst har budt os. Tankernes verden består af vores holdninger, vores meninger og af ord samt begreber og vedtagelser. Men den måde som tankerne opfatter verden på er en illusion. Den eneste måde verden kan opleves, er direkte via sanserne.
I det øjeblik tankerne kobles på den oplevelse som sanserne bringer os, er vi borte fra virkeligheden. Jeg siger ikke at der er noget galt med dette, blot at det er således det er. Hvis man vil i kontakt med virkeligheden, med sandheden, så er et af de første skridt, at indse dette.
Hvad menes der med, at tankernes verden er en illusion? Det er ganske enkelt, f.eks. eksisterer farven gul ikke i virkeligheden. Gul er jo blot et begreb, en vedtagelse, intet andet. På same måde, eksisterer surt eller sødt ikke, smagsoplevelsen er blot. På denne måde kan man blive ved, alle ord og begreber er blot vedtagelser, som oftest knyttet til en speciel geografisk lokalitet eller kultur.
Hvorfor er det vigtigt at indse dette? Det er det naturligvis hvis man ønsker at opleve virkeligheden og sandheden direkte, men i lige så høj grad, fordi en manglende indsigt i dette, hurtigt medfører konflikt og alt det som konflikter har det med at føre med sig. Når man lever i tankernes verden, er næste “skridt”, om man syntes om den gule farve, om man syntes om det som er sødt. Og når man så har fundet frem til ens egne præferencer, så kaster man sig ud i et forsvar af egne meninger og holdninger. Det bliver således hurtigt vigtigt, at andre skal mene det samme som en selv, at andre skal bekræfte en selv i egne holdninger.
Det lyder måske meget uskyldigt, men man bør være klar over, at det er de nøjagtige samme processer der gør sig gældende, når kulturer går i krig med andre kulturer, blot fordi man ønsker at andre kulturer skal have samme overbevisning, samme mening som ens egen.
Når man lever i illusionernes verden, så er man konstant under pres, fordi ens verden konstant truer med at gå i opløsning. En illusion kræver konstant vedligehold, ellers så smuldrer den, fordi den i sin natur er skrøbelig. Derfor kæmper vi konstant med at forsvare og vedligeholde vores illusion, og motivationen er frygt. Dette gør vores liv til en konstant kamp, som trætter os og stresser os, samt gør os ulykkelige.
Indse illusionens natur, indse at den opstår i tankerne, og bring dig så blidt tilbage i direkte kontakt med virkeligheden. Saml din bevidsthed i Nuet. Saml dit fokus på genstande, objekter eller omgivelserne lige nu, oplev dem direkte via dine sanser. Vurder dem ikke, sans dem blot, og se så hvad der sker med dig, du vil med garanti blive overrasket.

torsdag den 26. april 2012

En gammel kæmpe


Der er stadig et par af de stolte arbejdsheste tilbage i Københavns Havn. Ham her står ved Svanemølleværket. Måske han nyder sit otium. Måske han længes tlbage til sine velmagtsdage, hvor der var liv i havnen og han spillede med musklerne når skibene med kul fra fjerne egne skulle losses. En agtværdig herre er han ihvertfald, omend træværket knirker og skelettet ruster. Tak for indsatsen du gamle.

onsdag den 25. april 2012

Godnat til de små


Nogen der husker denne bog som udkom i 1955..? Jeg fik den af min farfar og farmor i fødselsdagsgave da jeg fyldte 5 år. Prisen står i bogen: 5,75 kr. Iøvrigt læste forfatterinden Inge Aasted gennem en årrække sine godnathistorier op i radioudsendelserne "Godnat til de små."

mandag den 23. april 2012

Hold da op hvor det swinger...!



"Det kan da godt være, jeg er blevet lidt tynd i toppen; men der er stadig saft i roen."
- Otto Brandenburg


søndag den 22. april 2012

Turtelduer


Der er forår og bevinget kærlighed i luften. Dette dejlige elskende par opdagede ikke, at jeg stod på lur med kameraet og papparazi'ede dem her til morgen. God søndag... :-)

fredag den 20. april 2012

Rebel Rock

Denne var en af mine allerførste singleplader. Jeg fik den i fødselsdagsgave af min fætter Ove og familien. Ove og hans storebror Flemming var klassiske pianister og sang også i Københavns Drengekor, og rock'n'roll var aldeles ikke deres kop the. Min faster fik dog med megen møje og besvær min fætter til at ofre sig, og meget mod sin vilje gå ned i Fona på Amagerbro og købe denne plade som jeg ønskede mig. Efter forlydendet var han voldsomt flov den stakkels Ove, men glad var jeg da jeg pakkede gaven op... ;-)

 


"Den lidenskabelige stræben efter den evige salighed er menneskets lidenskabelige stræben efter at blive helt ud til, nærværende, virkelig, realiseret, fuldendt. Det er, hvad mennesket stræber efter i enhver stræben, og kun i den lidenskab er mennesket."
-Søren Kierkegaard

lørdag den 14. april 2012

Blandt brune bøge


Kvinden min og jeg vandrede os en tur i Hareskoven denne dejlige forårseftermiddag.

Kvalitetsprofilen


Det har altid været, et af dansk fremstillede produkters fornemste kendetegn, at der stod påtrykt et "MADE IN DENMARK" på produktet. Hvad var B&O og dansk møbeldesign ude i verden hvis der stod f.eks. Made in China..?
Jeg håber virkelig dansk industri og håndværk nu endelig igen er ved at fatte, at dette kvalitetsstempel betyder noget for kundernes opfattelse af det produkt de overvejer at købe. "MADE IN DENMARK" bør igen blive det adelsmærke det var engang. Hvem gider købe et B&O-TV til 40.000,- der er fremstillet i Polen, eller en Wegner-stol fremstillet i Indien?
Kan I huske det mærke der engang prydede danske produkter, inden det blev moderne at skrive det på engelsk? Dansk Arbejde (se plakaten herover).

Engang var det jo også et scoop at kunne skrive "LEVERANDØR TIL DET KONGELIGE DANSKE HOF" på sine produkter. Det borgede ligeså for kvaliteten og respekten om varen. Danske varer skal sælges på kvaliteten. Ikke på prisen, for den kan vi alligevel ikke konkurere på.
Væk med Janteloven, og tilbage med stoltheden over dansk kvalitet når den er lavet i Danmark..! 

Svenskerne kunne nu også godt tage denne brandbevidsthed til sig igen. Hvem har dog lyst til at købe en kinesisk Volvo..?

fredag den 13. april 2012

På kirkesite...


Så finder man pludselig sin mobilvideo på forsiden af Sankt Pauls' webside:  www.sanktpauls.dk

(eller klik for stort billede)

søndag den 8. april 2012

Gud og hvermand


Var til påskehøjmesse i den imponerende smukke Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København. Selvom Sankt Jakobs Kirke er meget stor, var samtlige bænke fyldte af kirkegængere, så flere måtte overvære højmessen stående langs væggene. Et skud fra hoften er vel en 5-600 mennesker. Det skyldes helt sikkert dagens spændende prædikant: Suzanne Brøgger. Sankt Jakobs er en kirke der nytænker formen, og jeg skal love for at det lykkes med projektet "Forfattere på prædikestolen."
Slå portene op I danske kirker, og lad lægfolk med ordet i deres magt komme til i ny og næ...!

PS: fotoet er IKKE fra dagens højmessse.

søndag den 25. marts 2012

Rap prædiken...!


Bent Lumholt var en af de præster, som det var en sand fryd at lytte til. En sognepræst der virkelig evnede at prædike så kirkeklokkerne bimlede af fryd. Dem har den danske folkekirke desværre sørgeligt få af.
I dag er det Mariæ bebudelsesdag i det kristne kirkeår. Giv dig selv den oplevelse at se og høre Bent Lumholt rappe sig gennem en del af sin prædiken her. Og bemærk: helt uden manuskript...!

onsdag den 7. marts 2012

Ny musik-kreation af datteren min...!



Signe Caiser - Evil Eyes by arnejaco

Titel: Evil Eyes
Kunstner: Signe Jacobsen
Tekst: Signe Jacobsen
Musik: Signe Jacobsen
Indspillet: DRD Musik+
Dato: 05.03.2012

fredag den 2. marts 2012

Not Fade Away


Et rigtig godt videoklip med rullestenene fra et af deres første USA-besøg. Her er det den ægte vare, ingen playback, og drengene er i sjældent hopla...!

tirsdag den 28. februar 2012

Fra barndommens verden...


Da vi var flyttet til Herlev (1959), anskaffede mine forældre sig en lille FM-radio af mærket "Herofon Petite" (i øvrigt den mest sælgende danskproducerede radio igennem en årrække). Dertil købte de en lille rejsegrammofon og en stak 45'-plader. Blandt disse var denne med Lonnie Donegan. Jeg elskede dette nummer, og må vist efterhånden næsten have slidt pick-up nålen tværs gennem vinylen.
Det er egentlig temmelig tankevækkende at erfare, at jeg stadig husker hver en strofe, hvert et grin, hver en tone så mange år efter. "Hvad man i ungdommen nemmer".....
Og hold kæft hvor det swinger!

torsdag den 23. februar 2012

Drømmebilen 50 år....


Da jeg fik kørekort i 1969, og et par år derefter, havde min far en rød Volvo Amazon med B18 motor. Ikke en herregårdsvogn (stationscar) som den på billedet her, men en fire-dørs personvogn. Den bil blev min store kærlighed. Jeg elskede at køre i denne vidunderlige vogn, og der gik ikke mange dage imellem at jeg lånte den og turede rundt på det sjællandske vejnet. Min drøm var i flere år, at jeg selv fik råd til at købe en Amazon, og så skulle det være en mørkeblå herregårdsvogn-model, med god og rigelig plads til mit musikergrej. Desværre strakte indholdet på min bankkonto ikke til drømmens opfyldelse, så Amazon'en forblev for mig i den fiktive verden. Men den er blevet siddende siden, og når jeg nu i dagens udgave af Herlev Bladet ser at den svenske herregårdsvogn fylder 50 år i disse dage, drager jeg et vemodigt suk.
For mig er Volvo Amazon stadig indbegrebet af hvad en rigtig bil er. Så gennemført smuk i designet, så funktionel i indretningen, så pålidelig i køreegenskaber, sikkerhed og kvalitet. Og næsten uopslidelig. Det er ikke sjældent at se en Amazon på vejene stadigvæk på trods af det halve århundrede på bagen.

(klik på billedet for at maximere)

tirsdag den 21. februar 2012

Relationer til levet liv ønskes...!


Jeg har ofte med andre vendt problemet med folkekirkens manglende "gehør". Denne artikel fra lørdagens avis, rammer efter min mening hovedet på sømmet. Den er helt i tråd med det som jeg selv igennem mange år har postuleret nemlig, at alt for få præster evner at gøre det åndelige vedkommende for moderne mennesker, og at kirkens allerstørste problem ligger begravet her.
De findes dog disse gudsbenådede formidlere, men efter årtiers regelmæssig gudstjeneste-"cruise" i den danske folkekirke er jeg kun stødt på en ganske lille håndfuld.

Læs artiklen her:  http://bit.ly/w7bMyf